Barnets stemme: Sådan inddrager du dit barn i beslutninger

Tirsdag aften ved spisebordet. I har talt om det længe, og nu skal det besluttes: Skal jeres niårige søn fortsætte med fodbold, eller skal han prøve noget nyt? Du og den anden forælder har hver jeres mening. Fodbold er praktisk, træneren er god, og vennerne går der. Men da I endelig spørger ham, siger han stille: “Jeg vil faktisk hellere spille trommer.”

Det var ikke det svar, I havde regnet med. Og det var heller ikke et svar, I havde fået, hvis I ikke havde spurgt.

Børn har tanker, ønsker og bekymringer om deres eget liv. Nogle gange siger de dem højt. Men tit gør de det kun, når nogen inviterer dem til det. At inddrage sit barn handler ikke om at lade barnet bestemme. Det handler om at give barnet en stemme – og at lytte til den.

Barnets ret til at blive hørt

Retten til at blive hørt er ikke bare en god idé. Den står i FN’s Børnekonvention, som Danmark har tilsluttet sig. Ifølge artikel 12 har børn ret til at sige deres mening om forhold, der vedrører dem, og deres mening skal tillægges vægt i forhold til deres alder og modenhed.

I Danmark kommer det også til udtryk i forældreansvarsloven. Når forældre går fra hinanden og ikke kan blive enige om fx bopæl eller samvær, skal barnets perspektiv belyses. Der er ingen fast aldersgrænse for, hvornår barnet skal inddrages. Det afhænger af barnets alder og modenhed, om det sker gennem en samtale eller på en anden måde.

Men retten til at blive hørt begynder ikke i Familieretshuset. Den begynder derhjemme, i de små beslutninger, hver eneste dag.

Hvorfor er det svært?

De fleste forældre vil gerne lytte til deres børn. Alligevel kan det være svært i praksis:

• Vi har travlt. Det er hurtigere selv at beslutte.
• Vi er bange for at give for meget ansvar. Barnet skal ikke bære voksnes beslutninger.
• Vi tror, vi ved bedst. Og ofte gør vi også. Men ikke altid.
• Vi er uenige med den anden forælder. Så bliver barnets stemme let et våben i en voksenkonflikt.

Den sidste er især vigtig for forældre, der er gået fra hinanden. Her er det ekstra afgørende at skelne mellem at høre barnet og at lade barnet vælge.

1Råd 1: Tilpas inddragelsen til barnets alder

Børn kan inddrages i alle aldre. Det handler bare om at gøre det på den rigtige måde.

• De mindste (2–5 år): Giv enkle valg mellem to ting. “Vil du have den røde eller den blå trøje på?” “Skal vi gå på legepladsen eller i skoven?”
• Indskolingsbørn (6–9 år): Spørg ind til følelser og ønsker. “Hvad kunne du godt tænke dig at lave i weekenden?” “Hvordan har du det med at starte i SFO?”
• Mellemtrinnet (10–12 år): Inddrag barnet i større beslutninger. Fritidsinteresser, ferieplaner, regler for skærm og sengetider.
• Teenagere: Lad dem være med til at forhandle. De har brug for at øve sig i at tage ansvar for deres eget liv.

Det vigtigste er, at barnet oplever, at det bliver spurgt – og at svaret betyder noget.

2Råd 2: Gør det klart, hvem der bestemmer

At blive hørt er ikke det samme som at bestemme. Og det er vigtigt for barnet at vide. Ellers kan inddragelse føles som et stort ansvar.

Sig det tydeligt:

• “Vi vil rigtig gerne høre, hvad du tænker. Men det er mor og far, der tager beslutningen til sidst.”
• “Din mening betyder meget for os. Vi tænker over det og fortæller dig, hvad vi har besluttet.”

Det giver barnet frihed til at være ærligt. Det skal ikke frygte, at det skuffer nogen eller bliver ansvarligt for et dårligt valg.

3Råd 3: Fortæl, hvad I besluttede – og hvorfor

Når I har lyttet, så husk at vende tilbage. Børn, der bliver spurgt, men aldrig hører noget igen, lærer hurtigt, at det ikke nytter at sige noget.

Forklar beslutningen, også når den ikke går barnets vej: “Vi har hørt, at du gerne vil spille trommer. Vi prøver det et halvt år, og så ser vi, hvordan det går.” Eller: “Vi har valgt, at du bliver på holdet resten af sæsonen, fordi du har lovet de andre at være med. Men til sommer kan du prøve noget andet.”

Selv et nej føles anderledes, når barnet kan se, at dets stemme blev hørt.

4Råd 4: Lyt til det, der ikke bliver sagt

Ikke alle børn siger deres mening med ord. Nogle trækker sig, får ondt i maven eller bliver sure. Små børn viser det med deres krop og adfærd. Større børn kan have svært ved at sige noget, de tror, vil gøre de voksne kede af det.

Læg mærke til:

• Ændringer i humør eller søvn
• Modvilje mod bestemte aktiviteter eller steder
• Små bemærkninger, der bliver sagt i forbifarten

Nogle af de bedste samtaler sker, når I laver noget sammen. I bilen, på gåturen, mens I bager. Når der ikke er øjenkontakt, er det ofte lettere for barnet at sige det, der fylder.

5Råd 5: Hør barnet – også når I går fra hinanden

Når forældre går fra hinanden, bliver der truffet mange beslutninger, der handler om barnet. Hvor skal det bo? Hvordan skal samværet være? Hvor skal det holde jul? Barnet har ret til at blive hørt i det hele. Men det må aldrig komme til at føle, at det skal vælge mellem sine forældre.

Nogle gode tommelfingerregler:

• Spørg om oplevelser, ikke om valg. “Hvordan er det for dig at skifte hjem om fredagen?” i stedet for “Vil du helst bo hos mig eller hos far?”
• Tal ikke grimt om den anden forælder. Barnet skal kunne sige det, det mener, uden at føle sig illoyalt.
• Lad ikke barnet bære budskaber. Det er de voksnes opgave at tale sammen.

Hvis I står i en sag hos Familieretshuset, har Børneenheden særlig fokus på barnet. Barnet kan bl.a. få støtte fra en kontaktperson og hjælp til at få en bisidder. Og børn, der er fyldt 10 år, kan selv bede Familieretshuset om at indkalde forældrene til et møde om forældremyndighed, bopæl eller samvær.

6Råd 6: Saml barnets ønsker ét fælles sted

Når barnet bor i to hjem, er det let, at det, barnet fortæller, kun bliver hørt det ene sted. Måske siger han til den ene forælder, at han er bange for at blive hentet sent fra SFO. Måske fortæller hun den anden, at hun gerne vil starte til svømning. Hvis den viden kun findes i ét hoved, mister barnet en del af sin stemme.

Det hjælper at have et fælles sted, hvor begge forældre kan se det samme. I KINND kan I samle information om barnet ét fælles sted, som begge forældre har adgang til – praktiske noter, kontaktpersoner og de ting, barnet har sagt, det ønsker sig eller er optaget af. Så behøver barnet ikke at gentage sig selv, og begge forældre kender barnets ønsker.

Det skal ikke være en overvågning af, hvad barnet siger, og en note i KINND erstatter aldrig samtalen med barnet selv. Det er en måde at sikre, at det, barnet har betroet en af jer, bliver taget med videre, når det er relevant.

7Råd 7: Respekter, at barnet ikke altid vil

Nogle gange har barnet ikke lyst til at sige noget. Det er også en ret. Pres ikke barnet til at tage stilling, hvis det ikke vil. Sig i stedet: “Det er helt okay. Du kan altid komme til mig, hvis du får lyst til at snakke om det.”

Barnet skal opleve, at døren står åben. Ikke at det skal levere et svar.

Når barnet mærker, at det tæller

Børn, der bliver hørt, lærer noget vigtigt: at deres tanker og følelser har værdi. De bliver bedre til at mærke, hvad de selv vil, og til at sætte ord på det. Og de lærer, at det er muligt at være uenig og stadig blive respekteret.

Det er ikke kun godt for barnet. Det giver også jer som forældre et bedre grundlag at træffe beslutninger på. Ofte ved barnet noget om sit eget liv, som de voksne ikke har set.

Inddragelse er heller ikke noget, man gør én gang og så er færdig med. Barnet vokser, og det samme gør dets evne til at tage stilling. Det, en femårig kan være med til at bestemme, er noget helt andet end det, en fjortenårig kan. Tag det op med jævne mellemrum, og giv gradvist barnet mere indflydelse, efterhånden som det er klar til det.

Hvis dit barn har brug for at tale med en voksen uden for familien, kan det altid kontakte BørneTelefonen hos Børns Vilkår på 116 111. Det er gratis og anonymt.